Samskabende workshops 



Projektet er baseret på tværfaglig samskabelse mellem lærere og elever og er bygget op om workshops på skolerne som Rune Fjord faciliterer. Med sin store erfaring fra en kunstnerisk praksis, der involverer deltagere i sanselige og eksistentielle formgivningsprocesser guider Fjord mødet mellem pædagogiske og kunstfaglige metoder.  

For at finde ud af, hvad der mangler fik alle voksne til en start til opgave at afprøve faglige undervisningsforløb og pædagogiske aktiviteter i de eksisterende gårdarealer. Erfaringerne tog de med sig i den indledende og ide-genererende workshopstafet som fandt sted i marts 2020 og som blev gentoptaget i oktober efter en corona-pause på et halvt år. Først var lærere og pædagoger samlet i workshops alene. Senere samarbejdede de med deres elever, som nu overtog styringen. Rumlige, æstetiske og sociale øvelser som blindtegning til musik, kluddermor med store latexbånd, polaroid-fotos af steder der skal ’bevares eller brændes’ og cyanotypier (lystryk) af rum, gik forud for arbejdet i store flamingomodeller af deres skolegårde i 1: 50. 

I mindre grupper har børn og voksne udviklet ideer til arkitektoniske og skulpturelle strukturer, der forholder sig til konkrete steder, rum og redskaber udenfor. Med diverse kreative materialer har ideerne fået form og navn og deltagerne har lyttet til hinandens drømme, behov og ønsker. Mål og middel har ind i mellem byttet plads – somme tider har eksperimenter med de fysiske rammer foreslået nye faglige og sociale aktiviteter, andre gange har aktiviteter fra det faglige og pædagogiske skema været styrende for innovation af nye rammer.  

Alle børn og voksne har haft en stemme og givet den et kreativt udtryk i fællesskabet. Roller og dynamikker er blevet forstyrret og udfordret konstruktivt. Med det halve års corona-pause, har denne fase varet frem til og med oktober 2020.