Indvielse – projektet er nu fuldført!

Så blev det endelig tid til at indvie projekterne i de to skolegårde. Tirsdag d. 30. og onsdag d. 31. august 2022 var Gentoftes borgmester Michael Fenger, repræsentanter fra Villum Fonden, rådgivere og ikke mindst elever og ansatte på henholdsvis Tjørnegårdsskolen og Skovshoved Skole mødt op til en festlig fejring af åbningen af de nye anlæg.


se filmen om det samlede projekt

Filmen LYS, LUFT OG ÆSTETISK LÆRING er fortællingen om projektets vision, udvikling, resultater og erfaringer.


Så er byggeriet godt i gang i de to skolegårde!

Rådgiverne har gennem vinteren tegnet og tænkt og holdt zoommøder og sammen har de udviklet forslag til nye anlæg i de to skolegårde. Forslagene er blevet præsenteret for skolerne og for projektets styregruppe som er kommet med spørgsmål og kommentarer og ideer til justeringer. Rådgiverne har så været tilbage i deres respektive tegnestuer og har lavet ændringer og fået godkendelser så byggeprojekterne kan fuldføres.

Der er tale om to meget forskellige løsninger i de to skolegårde. Og sådan skal det jo netop være. På baggrund af forarbejdet med observationer og samskabelsesprocesser forholder anlæggene sig hvert sted med stor lydhørhed til den eksisterende arkitektur, historie, beplantning, lysforhold og børn og voksnes ønsker.

På Tjørnegårdsskolen får man sat de fire små gamle gårdhuse af mursten i spil og etableret et område omkring dem, med hver sin tydelige sanselighed og funktion. Rummet imellem dem bliver ligeledes aktiveret som en ny lærings- og legeramme. Husene, der er en del af den oprindelige arkitektur, får med tilbygninger, plateauer og lysinstallationer nyt liv i hver deres kontekst som løftes frem og tones af nærheden til konkrete faglokaler, beplantning, sol m.m. Områderne og de anlæg der er skabt til dem har fået navne som henholdsvis ’Udstillingen’ ’Eventyrskoven og Labyrinten’, ’Laboratoriet’ og ’Solsiden og Himmeltrappen’.

På Skovshoved Skole har man samlet indsatsen om en imødekommende iscenesættelse af den store skolegård samt nyfortolkninger af gårdområdet bag hovedbygningen langs muren i relation til klubben og cafeen under temaet ’Jord til bord’. Skolegården får med nye sanseligt pirrende installationer skabt et tydeligt rumligt hierarki som strukturerer det åbne rum og tilgodeser flere forskellige typer leg, ophold og læring. Installationerne har fået fortællende navne som ’Solbrønden’, ’Den sorte gryde’, Den grønne bakke’ og ’Tribunen’ og som navnene antyder både løfter og sænker anlæggene terrænet og skaber dermed flere rumlige perspektiver og oplevelser der stimulerer fantasi og fysik på én gang.

De viste tegninger på siden her er seneste opdaterede versioner pr. januar 2022.

Se billeder fra byggeriet som det ser ud lige nu under Byggeproces

Se mere under Udvikling af design

 
Skovshovedskole

Drømme om en skolegård
se projektets første film nu!

En film om deltagernes drømme for projektet er klippet færdig nu og kan ses her på sitet . Filmen varer 14 minutter og er baseret på optagelser og interviews med elever, lærere, pædagoger, skoleledere og de tre rådgiverne fra første fase af projektet.

Klik her og se filmen DRØMME OM EN SKOLEGÅRD

Klik her og se filmen DRØMME OM EN SKOLEGÅRD


Foto fra workshop

Foto fra workshop

hoveder i blød

Drømmene fra de indledende workshops med lærere, pædagoger og elever skal nu omsættes til de første konkrete forslag. I løbet af den næste tid mødes rådgiverne og lægger hovederne i blød. De kigger på det materiale, der er indsamlet i form af modeller, noter og fotos og de diskuterer, hvad der ser ud til at være stærke ideer og behov i skolerne for nye rum til leg og læring udenfor – med fokus på æstetiske virkemidler og lys og luft. Hvordan de arbejder med stoffet viser vi når vi opdaterer siden næste gang!


omsider i gang igen

I starten af september er det nu endelig blevet muligt at samles om projektet igen og tage tråden op fra foråret – meget skal siges, sanses og tænkes på ny. Alt har fået en særlig betydning i lyset af covid19. Projektet har pludselig fået en fornyet aktualitet og relevans med behovet for at være mere udenfor.

Både Tjørnegårdsskolen og Skovshoved Skole har nu gennemført alle de planlagte, indledende workshops med henholdsvis lærere og pædagoger og med eleverne. I grupper har de arbejdet med store modeller af skolegårdene og med diverse materialer, fantasi og kreativitet har de skabt scenarier for nye rum og steder, som de har forsynet med redskaber og inventar der understøtter deres ideer. Den samskabelse som gik i gang inden vi blev sendt hjem i marts er nu blevet til mere eller mindre konkrete forslag og visioner, som rådgiverne skal arbejde videre med og forme de første forslag ud fra – det bliver spændende at se, hvad de kommer tilbage med!

Foto fra Tjørnegårdsskolen

Foto fra Tjørnegårdsskolen


VI LUKKER NED - OG VENTER PÅ BEDRE TIDER

Som alt andet må også projektet her holde pause, mens vi får styr på virus og nye retningslinjer for samfundet. Vi blev afbrudt midt i forløbet af indledende workhops med lærere, pædagoger og elever og vi ved endnu ikke, hvornår vi kommer i gang igen …


Foto fra workshop

Foto fra workshop

WORKSHOP-STAFET

Vi indleder projektet med en samskabelsesproces, hvor børn og voksne undersøger deres vante omgivelser og går i gang med at forestille sig, hvordan deres skolegårde kan udvikle sig, og hvad der kan ske i timerne og frikvartererne, hvis lys og luft og æstetiske virkemidler får lov at spille en stærkere rolle. 

 Siden sidst har lærerne afprøvet forskellige undervisningseksperimenter udenfor og deres iagttagelser og erfaringer herfra indgår i deres overvejelser og idéer til indretning af skolegårdene. 

De har store modeller af skolegårdene i flamingo til rådighed og alt muligt formbart materiale som skal hjælpe dem med at give ideerne liv. I første workshop er det de voksnes tur uden eleverne. Næste gang er eleverne med og lærerne og pædagogerne trækker sig i baggrunden, mens børnene folder sig ud. Hvad nu hvis, spørger de hinanden og bygger og tegner og former sammen deres drømmerum. 

 Nogen er optaget af bevægelse og nogen af ro, nogen forestiller sig solure, udekøkkener og væksthuse, amfiscener og læsehjørner under åben himmel. Matematik og biologi, billedkunst og dansk prøves af i en hængekøje mellem træer eller på et trappeformet, overdækket terræn med små siddeøer, som også vil inspirere til sociale møder i fritiden.


PROJEKTET ER I GANG – PARTERNE MØDES!

Torsdag d. 5. marts 2020 mødes ca. 10 lærere, pædagoger og ledere fra hver af de to skoler med Rune Fjord StudioVEGA Landskab og Light Bureau for første gang. Lærerne underviser alle på mellemtrinnet og pædagogerne er tilknyttet skolerne og deres klubfaciliteter. Alle fag er repræsenteret, så projektet kan interagere med både de naturvidenskabelige, de kulturbærende/humanistiske og de praktiske dimensioner i skolen. Rådgiverne fortæller om baggrunden for projektet, hvem de er, og hvad deres opgaver og roller kommer til at være. Og børnekulturkonsulent Hilde Østergaard fra Gentofte Kommune orienterer om dokumentation og videndeling i projektet via film og nærværende hjemmeside. 

Lærere og pædagoger får en lektie til næste gang vi mødes! De skal planlægge og gennemføre et undervisningsforløb i en af deres kommende skematimer udenfor i skolegården, som den ser ud i dag. Undervisningsforløbet skal så vidt muligt inddrage lys, luft og æstetiske persektiver i den konkrete læringssituation – værsgo!

Foto fra workshop

Foto fra workshop


Byvaaben_m_tekst 2cm.png